For godt 6 år siden, fik vi en dejlig lille dreng. Sune var i en tidlig alder, kontaktkrævende og selektiv, det var kun mor der kunne bruges. Han kunne blive meget ulykkelig hvis mor lige var i bad eller lignende. Sune var vores første barn, og vi var i tvivl om, hvad der lå inden for normal reaktion og udvikling. Sundhedsplejersken mente at Sune var en glad og normal dreng.

Sune blev tiltagende rastløs, så han kom hurtigt i dagpleje. Det var mit håb, at han måske manglede at være sammen med andre børn. I dagplejen havde dagplejemoderen ind i mellem observeret, at Sune ikke kunne lide mange mennesker omkring sig. Det var særlig udtalt når Sune tog med dagplejen på besøg i børnehaven.

Da Sune blev 3 år skulle han i børnehave, man må jo ikke forlænge en dagpleje. Han græd hver dag i 3 måneder, isolerede sig fra andre børn, holdt sig hele tiden for sig selv – han kunne godt snakke, men han kunne ikke sige fra, og mærke sine behov. Børnehaven meddelte os, at Sunes reaktion var atypisk, og anbefalede PPR. En psykolog skulle teste Sune, men det ville/kunne han ikke.
I børnehaven blev Sunes koncentration forværret. Han blev opfarende, samarbejdede ikke, var tit og ofte bebrejdende. Som forældre insisterede vi på, at flytte Sune til en lille børnehave, da han var 4½ år. Et halvt år senere var såvel Sune som vi, til samtale på Aalborg sygehus syd, børnepsykiatrisk afdeling. Der blev udarbejdet en handleplan. En pædagogisk konsulent, og en psykolog, skulle observere Sune i børnehaven. Vi anmodede om, at de også kom i hjemmet, da det var vores opfattelse, at det ville give et mere reelt billede af Sune.

Diagnose: Infantil autist..
I september 2006 stillede psykologen så diagnosen, infantil autist. Det var et hårdt slag på mange måder. Jeg som mor følte ikke, at diagnosen var stillet på et fagligt funderet grundlag, da de fremlagte observationer, man lagde til grund var meningsfortolkende i mine øjne. Jeg mener ikke, at observationer kan bygges på antgelser. Hvis noget skal ligge til grund for en videnskabelig udredning, skal det kunne efterprøves af andre, der ville få samme resultat. Det vil jeg tillade mig at tvivle på, at andre ville kunne. Det var også anledning til undren, at det var en psykolog der foretog undersøgelse og stillede diagnose, og ikke en psykiater.

Jeg fik derfor en aftale om, at Sune skulle revurderes inden skolestart, og det blev noteret i hans papirer.

Da vi som forældre havde fået denne besked til at bundfælde sig, havde vi forventning om, at behandlingen nu skulle iværksættes. Men lægestanden kunne intet gøre. Oplysningen blev serveret hårdt og brutalt, uden nogen hensyn til forældres menneskelige følelser, og uden hensyn til, at det man gjorde var, at ”angribe” det mest kostbare vi havde, vores søn. Der var ingen respekt for os. Og den revurdering jeg som mor havde kæmpet for, hvad skulle den bruges til ? For hvis skyld skulle den foretages, i hvert fald ikke for Sunes var min konklusion.

Frustrationer og et forældre samliv, der var hårdt prøvet. Det var meget svært at snakke om – og der var jo heller ikke meget kontruktivtat snakke om...systemet havde afsagt deres dom, ingen vej frem.
Jeg, Sunes mor, arbejder inden for kommunen. Jeg er nærmest opdraget med, at der findes løsninger inden for systemet –bare led efter den rigtige afdeling/person. Men her var der intet tilbud, intet håb, ingen udvej. Nærmest kun en snært af handlingslammelse og følelsesmæssig kaos. Måske var det det, der gav fornyede kræfter. Sune havde så meget brug for hjælp og jeg kunne da ikke bare se på, at han måske oven i købet fik det værre.

Dawson programmet...
Jeg har en veninde fra min badminton, som har et barn med Aspergers. Hun fortalte mig om en behandler af Dawson Programmet, som have hjulpet hendes dreng så meget, at han nu gik i almindelig skoleklasse. Jeg var meget skeptisk. Havde masser af betænkeligheder, meget kort tid, førend jeg besluttede at kontakte kinesiolog, Margit Andersson, hvor også min venindes dreng havde været i behandling. I februar 2006 begyndte Sune hos Margit.

Margit kendte ikke meget til Sunes problemer. Hun vidste besked om vreden, at han ikke var så kontaktsøgende og at han havde det svært. Testen viste, at Sune var umoden, anspændt, angstpræget og, at han havde masser af ophobninger fra kemiske traumer. Dvs. hans børnevaccinationer.
Efter nogle behandlinger faldt Sune mere til ro i børnehaven. Han blev bedre til at sætte ord på sine egne grænser, og begyndte i det små at lege med et af de andre børn. Han var mere glad hjemme og ville gerne i børnehave. Lederen af børnehaven var meget forstående overfor Sunes behandlinger – det var også dejligt, at hun var imødekommende, så jeg ikke samtidig skulle forsvare mig.

Men så gik Sune lidt i stå.
Som mor er jeg blevet angst for, hvad der sker med Sune, hvis han pludselig mister sine forældre. Familien er travlt optaget i deres eget liv, bedsteforældrene er for gamle til at tage over og jeg vælger at snakke med PPR, som foreslår en aflastningsfamilie til Sune. Men det synes jeg ikke om. Jeg skal nok selv finde en familie der passer til Sune hvis det bliver løsningen.

Efter nogle måneder, er det som om, behandlingen ikke helt rykker mere. Via en veninde kommer jeg i kontakt med clairvoyant. Hun sender mig en mail med navnet på en international anerkendt diætist. Jeg er lidt forundret, men ringer til diætisten. Det viser sig, at hun forsker i sammenhængen mellem kost og autisme. Urinprøver testes for peptider og udfaldet bliver, at Sune er meget allergisk overfor gluten og mælk.

Jeg vil gerne gå langsomt frem, for sådan trives Sune bedst. Så gluten fjernes fra Sunes kost over en uge. Han testes igen hos Margit – der vises udslag, Sune ER allergisk.

Jeg kontakter en socialkonsulent, og aftaler at hun kommer hjem til os. Jeg vil gerne opnå en drøftelsen af, hvorvidt vi kan ændre noget i huset, så Sune får det mere optimalt hjemme ? Der skulle struktur på legetøj, planter og et ur skulle flyttes, de kunne forstyrre hans leg. Også piktogrammer blev foreslået, hvor man kunne hænge billeder af dagens forløb. Her valgte jeg dog en anden løsning. Jeg gav Sune små valgmuligheder i stedet. Helt overskuelige ting, så han fik trænet i at mærke, hvad han selv havde lyst til. ’Skal vi sidde og lege, mor og dig, i en halv time, eller vil du selv lege?’ var bare et lille, men virkefuldt eksempel.

Da Sune nærmer sig skolealderen, ringede jeg til Aalborgskolen afdeling for autister. Jeg ville gerne på besøg, så jeg kunne fornemme atmosfæren og se skolen lidt an. Det blev til flere besøg, de seneste to med Sune. Det var en stor oplevelse. Skolen signalerede struktur og en god atmosfære, så i samråd med PPR ansøgte jeg om en plads til Sune på Aalborgskolen.

Sune er nu blomstret op. Indlæringsevnen er bedre, koncentrationen er bedre, balancen er bedre. Han kan sætte ord på sine behov, han kan ’vente på tur’, han er åben og sidst men ikke mindst, han er er nysgerrig og selvstændig. Margit har været med hele vejen i denne udvikling og det er rent hendes fortjeneste, at Sune er så god, som han er! Han er endnu ikke færdigbehandlet, men jeg er så taknemmelig, for alt hvad Margit hidtil har hjulpet os med.